Visitation og indslusning |
|
På Opholdsstedet Korning foregår indslusningsproceduren på følgende måde:
Den pågældende unges socialrådgiver ringer med forespørgsel om ledig plads på opholdsstedet. Såfremt der er plads fremsender socialrådgiveren den unges papirer, som skal gennemlæses af såvel ledelsen som personalegruppen.
Stillingtagen til hvorvidt den pågældende unge passer ind i Opholdsstedet Kornings målgruppe, foregår i fællesråd mellem ledelsen og den øvrige personalegruppe. Hvis der er enighed om, at den unge kan tilbydes pladsen, vil der blive afholdt møde med socialrådgiveren, hvor han/hun får mulighed for at godkende stedet. Efterfølgende vil der blive afholdt et møde med forældrene sammen med den unge, hvor de får mulighed for at godkende opholdsstedet og dets tilbud. Sådan sikres det, at den unge inddrages, og, at der er grønt lys for en egentlig indskrivning første gang den unge besøger stedet (med mindre den unge gør indsigelser imod anbringelse) .
Efter indskrivning vil der blive gjort forskellige tiltag. På dagen hvor den unge officielt præsenteres for de øvrige unge vil der være velkomst i form af kage og flag etc. Indenfor de kommende 2 dage vil der blive arrangeret indkøbstur med henblik på at få møbleret den unges værelse.
Den unge vil indenfor den første måned få tildelt en kontaktperson og inden der er gået 3 måneder, vil der blive lavet en udviklingsplan. Der vil blive lavet aftaler om en række forhold. Det gælder f.eks. ringeaftaler, besøg og hjemrejser. Vi snakker jævnligt med den unge om, hvordan det går. Det er vigtigt, at den unge oplever en god start på opholdsstedet og i skolen. Det er en stor omvæltning for den unge at flytte ind på et opholdssted og det er derfor ekstra vigtigt, at vi i starten er meget opmærksomme på, hvordan den enkelte unge har det. |